Page 7

- Forord

Forord.

H

voraf det kommer, at Præstestanden, fremfor noge

anden Stand, har været underkastet skarpere Kontrol

og derved paadraget sig et Omdømme, som ingen

anden Stand, er ikke saa ligetil at kunne sige; men

saa er det dog.

[1]

Man har ment, at det skriver sig fra den Tid, da

mangen Præst opførte sig mere som Sognepave end

som Sjelesørger og Menighedens Tjener.

Hermed faar det da være, som det vil: et er dog

sikkert, og det er for det første, at inden Standen har

der til enhver Tid været Præster, der med rosværdig

Iver ei alene har opfyldt sine Kaldspligter, men som

ogsaa i Sandhed kunne sige: »

Vi ere Sendebud i

Kristi Sted

«. For Norges Vedkommende skal vi

nævne i Rationalismens Tider: Præsten til Alstadhoug

Peder Dass

, A. C.

Arøbo

, Biskop i Throndbjem,

Jens Rimb

, Præst i Throndhjem, S. O.

Brun

Præst i Kragerø og Forfatter af »Sjungende Tidsfordriv«,

[1] Det er mærkværdigt nok, at ingen har været værre til

at kritiserere Standen end Præsterne selv, og som vil

sees af følgende Henvisningstegn.